“Om danskerne skrev tyskerne, at danskerne var frihedselskende og selvbevidste. Endvidere skrev man, at danskerne besidder megen bondesnuhed og forstillelse, der grænser til uoprigtighed. Desuden elsker danskerne en behagelig tilværelse i hjemmet og afskyr krig”… Fra det hæfte de tyske soldater fik med til besættelsen af Danmark 9. april 1940.
Besættelsen af Danmark er også historien om et land, der i helt enestående grad samarbejdede med besættelsesmagten, modsat f.eks. Norge og Holland. Var besættelsen aftalt allerede mange år inden, på et møde i Rostock? Bogen, Broholm-Mødet, hævder i fald dette. Og samme antydes kraftigt i filmen, Den 9. April, hvor alle telefonforbindelser afbrydes til Sønderjylland, og de er overladt til at kæmpe alene mod overmagten.
Efter besættelsen fortsatte alt som før; der var almindelig værnepligt frem til 1943[i], hvor den officielle samarbejdspolitik, ledet af den radikale statsminister, endda både udleverede danskere til tyskerne, og opfordrede danskerne til at stikke dem som kæmpede imod besættelsesmagten. Staten, som står bag A-kasserne dengang som i dag, valgte at tvinge arbejdsløse ned og arbejde i Tyskland for nazisterne.[ii]
Dertil blev en frivillig militære enhed, Frikorps Danmark, oprettet af DNSAP og godkendt af den danske regering som led i samarbejdspolitikken – korpset talte over 3.000 mand, herunder mange officerer, som efter befrielsen under retsopgøret blev idømt fængselsstraf og tab stemmeret og ret til sociale ydelser.
Så overordnet set, var det blot få folk der valgte at sige fra, og samarbejde med de allierede, og som i sidste ende fik så stor indflydelse blandt danskerne, at det førte til folkeoprøret, og dermed enden på samarbejdspolitikken? Eller var det kun det faktum, at efter Stalingrad i 1942, at danskerne forstod, at det var muligt at Tyskland ikke ville vinde? Alle politikerne anså det som deres pligt (Henrik lundbak: Under Tysk Førerskab) at få Danmark til at stå bedst med Tyskland, og ikke en eneste blev draget til ansvar efter krigen, men i stedet tørrede de ansvaret af på de små fisk der havde gjort som de anbefalede.
Retsopgøret efter befrielsen, var på alle måder en beskidt affære – de små fisk, i alt 46, blev døddømt og henrettet af et modvilligt politi, som efter politisk tvang blev udnævnt til bødler. Jo større fiskene var, og jo længere fra befrielsen vi kom, jo mindre straf fik de, kan man meget groft forenklet sige. Alle tyske statsborgere slap stort set for straf uanset karakter af forbrydelse, og dem som blev dømt, blev benådet og udvist i 1950erne.
Burde statsministeren som udlevere danskerene til KZ-lejrene og samarbejdede åbent med Nazisterne, og bad danskerne stikke dem som stod op imod nazisterne, have været sendt samme vej som Quisling?
Er det den danske folkesjæl selv den dag i dag, at vi virkelig er som tyskerne siger, Die Dumme (Og kriminelle) Dänen – hvor f.eks. tyveriet på rigsarkivet bevidst er blevet fremmet af politiet og rigsarkivaren, og hvor vores statsminister bevidst har valgt at give en ulovlig ordre om nedslagning af husdyr, og hvor rigspolitichefen bevidst har valgt at følge denne ulovlige ordre, og hvor kriminelle muslimer går på motorvejene, og politi.dk tager selfies med dem, og idømmer en stakkel der vælger i afmagt at spytte på dem, en bøde…
Er det det at være dansk?
Die Dumme (og kriminelle) Dänen – er det os?
[i] https://krigsvidenskab.dk/emne/det-danske-forsvar-april-1940-til-29-august-1943
[ii] https://www.dengang.dk/artikler/7896